Holger Drachmann
9. Oktober 1896.
9. Oktober 1896.
Du Fiskernes Sanger og Havets Drot,
ak, hvem der havde dit Livsmod blot,
din Lyst til at kæmpe og stride!
Men hvem har vel Bjørnekræfter
til at digte din Saga efter?
De Skyer driver saa tungt og vaadt —
det gælder om at faa Skuden flot
og at klare Pynten derude!
Bli’r Redningsmændene borte,
saa skal Staten sørge for Dorthe.
Du ser dem kæmpe — dit Hjærte er godt
og ofte er du for Skranken traadt,
hvor Mennesker Uret maa lide!
Du har vist, at hvor Sorgerne gæster,
er Digterne Ypperstepræster.
Ak, hvem der havde dit frie Sind
til at flyve som Skyen løftet af Vind
og vugge sig frem over Havet!
Vi andre hænge ved Bogen
som Fiske, der sprælle paa Krogen!
Vi andre er ofte for Verden blind,
du ser, hvor den Sol, som farver din Kind,
belyser den Fisker forude,
hvem Vandet driver saa lækkert
af Olietrøje og Pjækkert!
Du staar paa Kysten og Guldharpen slaar
— de Bølger rinde saa stride —
om Issen bruser dit Hovedhaar
som Skum over Kysten den hvide.