Ved Livet led og dog ej rede til at dø
jeg vender mig til dig, du stærke Herre,
der stansed Stormen paa den vrede Sø!
Vildt tumler Bølgen med min tomme Baad,
jeg bøjer mig til Dybet ned med Graad!
De sorte Skyer Horizonten spærre —
jeg bærer frem min Synd, min Sorg, min Smærte
for dig, o Gud! som vandred Korsets Vej.
Jeg har ej andre Gaver end mit Hjærte,
jeg véd du dømmer, men du straffer ej!
Tænd Lysets Fakkel for mig i det Fjærne,
send over Himlen dine Stjærnebud,
befri min Sjæl, som end ved Jorden hæfter!
Men vil du ej mod Undergang mig værne,
lad som en Blomst Passionen springe ud!