I.
»halvt svinder det Nær–
værende og æterisk synes
mig alt.«
Schack-Staffeldt.
Du tifold lykkelige By, hvis Mure hegne
en Skat, jeg aldrig mer tør kalde min,
en Perle, uopnaaelig og fin.
Tidt bærer Havet fra de fjærne Tropeegne
et lille Frø, en Palmefrugt med Vin —
Saaledes dale mine Digte allevegne.
Fra Livets Træ de vugges tyst og stille
og fæste Bo hos dig i Timer milde.
Du er mig nær og dog saa fjærn som Østens Perle,
der slumrer i sin Skal bag Stillehavets Vande.
II.
Du, som er Dagenes
vuggende Velklang
og mine Nætters
syngende Drøm,
lad dine Læbers
blødende Roser
strejfe min Pande,
aande i Vemod
Digterkysset.
Og jeg vil synge
om dine Øjne
— blaa som Lavendler
eller den blaa
Blomst i Drømmenes
Blomsterlande —
sænke de skælvende
Gudebilleder
gennem min Sjæl.
Og jeg vil synge
Livet en Lovsang,
synge om Sjælens
evige Liv.
Thi du tog Form
og levende Fylde,
af mine Drømmes
livsalige Digte,
formede du
et jordisk Eden.
Slyng dine Armes
Krans om mit Hoved!
O, hvide Armes
hellige Tavshed,
bøjer jer sammen
og bygger om mig!