Ja, jeg har fejlet inderligt — hvorledes?
ved egen Skyld? — forledt af Andre? —
det er mig nok, at du ej længer vredes
og atter vil ad mine Veje vandre.
Den Sol, som gennem Bøgeløvet spredes
og lyser, delt i tusinde Facetter,
det er din Sjæl, der ikke længer vredes,
men tro sit Lys igennem Mørket fletter.
Hvad er det ellers, som i denne Vaar
jeg ser fra alle Skovens Blade funkle,
der græder, jubler, sørger, hvor jeg gaar —
det er din Sjæl, der vandrer om idrømme,
hvis dybe Længsler gennem Løvet strømme
og vokse som Konvaller i det Dunkle.