Alle unge Længsler bruse
og i deres Troldnæt spindes
al min Fortid — bort de suse
med hvad jeg har kjendt og mindes.
Tidens Bølger kan ej knuse
den, hvis Hjærte var en Kvindes,
evigt jeg med Troskab bindes
til min unge Digtermuse.
Bliver Sangerævnen mindre,
og maa jeg med stækket Vinge
mine Flyvelyster tvinge,
evigt vil jeg dig erindre,
hvergang Klokketoner ringe
til en Messe i mit Indre.