Sørg ej, naar Verden Sorger dig bereder
og Døden drager Sværdet fra sin Lænd,
Idag ej, at Livets Blomster fare hen
og Nattens Skygge sig for Øjet breder.
Thi denne Skygge er en Haand, der kæder
de Baand, der brast imellem Ven og Ven,
den viger for en evig Dag igen,
naar Østens Himmel Purpurblomster spreder.
Og hvad er større end, naar Dagen gry’r,
at vandre mod en øde Strandbred ned
og knæle paa dens blomsterløse Bred;
mens Hjærtet vendt imod Lyksalighed
kan føle stolt, hvor Sjælen sig fornyer
ved Livets Skrift i Solopgangens Skyer.