Mens vi glider langs de kendte Kyster,
synker Solen bag de lave Trær,
Rungsted løfter sine runde Bryster,
Nattens Stilhed er os ganske nær.
»Kom Veninde, sæt dig ved min Side,
lær mig dine Øjnes tavse Sprog,
medens Stjerneblink af Dybet glide,
vil jeg læse i dit Hjertes Bog.
Og er Nattens Himmel fuld af Stjerner,
lyser Vandet som et Perlegem
eller blinker som et Glas Falerner,
er din Sjæl de skønne Tankers Hjem.«
Tyst de store, tavse Skove hvile,
dampende af Dis og Nattedugg,
Tanken rejser over tusind Mile
under Bølgens melankolske Kluk.
»Ræk mig, Kære, dine bløde Hænder,
slaa din Arm omkring min unge Hals,
mens den Stemning, du og jeg nu kender,
rører Hjertet som en Brudevals.
Sundets blanke Bølgetaarer rinde
under Maanens fosforlyse Skær,
snart vil Baaden med os to forsvinde,
Brinkens dybe Skygge er os nær.«