Her, hvor den stille Have skraaner ned
og sænker sig mod Sundets Aftenfred,
der driver frem paa Solnedgangens Strømme;
her drage Minderne mig fjærnt og nær,
hver enkelt Stemme er mig kendt og kær,
som om de kaldte, klagende og ømme.
Mens Villahusets blege Ruder gløde,
i Flammer tændt af gylden Aftenrøde,
Fortidens Skygger strømme mig imøde.
Igennem Haven staar en Sang, et Brus
— fra Træerne de sorte Blade bløde —:
og mens jeg stirrer over Søens Bølge,
en Jordbærduft vil overalt mig følge,
som bæres ind den over Havets Flade —
Drømme om Elskov, — flagrende og glade —
skal da med eder Hjærteblomsten bølge,
som Vandet bølger bort de faldne Blade.