Den grønne Vedbend som en Flod
ses over Muren hænge,
mens Solnedgangens Guldkarmin
farver de fjærne Enge.
I Græsset her ved Slottets Fod
jeg vil mig mødig slænge
og svinge Bægret, fyldt med Vin
og stemme Cithrens Strænge:
Sé, hvor det okkergule Smuld
kan frem af Stenen trænge,
saaledes ætsed Graaden fin
sig gennem Sjælen længe.
Som denne sunkne Sten i Muld,
der gaber med sin Flænge,
mit Hjærte er en stolt Ruin,
der vises frem — for Penge.