I.
Er min Kærlighed ung,
er den vild, er den grum,
er der Flugt i dens flyvende Skum —
er min Kærlighed mæt,
har den styrtet sig træt,
eller er den maaske bleven dum —
*
saa dræb mig; men sig mig det ej.
II.
Ak, maatte jeg være din Kærligheds Gæst
og fri for den vanlige Norm,
ja, var jeg kun Kappen, du bær’ imod Blæst,
den favner din skælvende Form.
III.
Jeg kendte tidlig Verden
og Verdens falske Sind,
men derfor jeg i Kloster
ej lukkede mig ind.
Jeg gik i Skoven Majdag
og hørte Fuglesang,
mod Høst var Fuglen fløjet
og Humlen vokset lang.
IV.
. . . . dit Billede klynger
sig til min Sjæl
som til Kalken af en Blomst, der gynger;
din Tid var saa kort
som en Sommerfugls Flugt
som en rødmende Kvæld, naar Vaarfugle synger.
V.
Dvæl, Nattens Timer, dvæl!
hver Taagesky, der letter,
hver Lærkelil, der sætter
fra Reden imod Sky,
bær tunge Byrder, bær
den Lykke, som jeg favner,
de Kærtegn, som jeg savner
dvæl, Nattens Timer, dvæl!
VI.
Mit Hjærte er tungt som en Sten paa en
hvis Moslag skrabes af Vandrerens Stav.