Sansebedrag
(Efter N. Lenau)
(Efter N. Lenau)
Natuglen skriger trist i øde Klippekløfter,
mod Himlens vilde Lyn sin hæse Sang den løfter.
Som naar en sortklædt Ørn sig fra et Baal opsvinger,
den sorte Nat slaar ud de luetændte Vinger.
Den Strøm af Regn der faldt, som Nattens Mulm nu døder
i Uvejrsskæret tidt som Diamanter gløder.
Som i en Angstens Nat en Strøm af stærke Taarer
fortolker Smertens Glød i feberhede Aarer.
Trængt ind i Kløftens Gab de stærke Vinde hvæse,
til Uvejrshimlens Kamp de paa Basuner blæse.
Med mangen Art af Lyd Bjergfossen ned sig slynger,
som Torden, Fugl og Vind paa samme Tid den synger —
Ak, nej! min Sans bedrog, ifald den mig fortæller,
at Uglens Klageskrig om Vejrets Rasen melder,
at Vindenes Basun ledsager Skyens Kampe,
at Lynet flammed op at vorde Regnens Lampe,
og at Bjergfossens Fald paa Vejrets Stemmer kalde
med Ekkorøst igen og dem besvarer alle.
Ensomme Klager ere de, de kende ej hverandre,
endskøndt de vilde Kor ad fælles Veje vandre.
Vor Fantasi forgæves saa farveprægtigt maler,
thi Jordens Luft er fyldt af dunkle Enetaler.
Hvis alle Klager først vi kunde fuldt besvare,
og hvis vort Hjertes Dyb vi kunde helt forklare,
Da havde vi paany det tabte Eden fundet,
og i ét Glædesskrig vor Klage var forsvundet.
Trods alle Venskabsord, der vil vort Sorgsind sprede,
er hver dyb Smærte dog en Eremit hernede.