I.
Konning Volmer drager ad Gurrevang til,
hannem lyster den Hind at bede,
Hjertet har stemt sit Strengespil,
og Pilen paa Strengen er rede
— nu blinker de Bølger paa det blaanende Sund.
Der sidder ung Tove og drømmer i Kvæld,
og Linden Skyggerne sprede,
i Hjertet bruser et Tonevæld,
hun øjner sin Ridder dernede
— nu blinker de Bølger paa det blaanende Sund.
Hun rækker ham baade sin Haand og sin Mund,
dertil sine Smil de glade,
saa fejres der Bryllup i Gurrelund
og helt henad Nyrup Gade
— nu blinker de Bølger paa det blaanende Sund.
II.
Som Tove kom du — Natten var saa stille,
og Solen sank bag fjærne Skoves Hegn,
snart saa du Maanen gennem Løvet spille
og hørte Nattergalens Toner trille
— mod Syd drev Tordenskyen bort som Regn.
Som Tove kom du — Volmer saa du ride
i Gurrevangen langs den blanke Sø,
der laa en Trolddom over Land og Ø
og denne tavse Skov ved Nattetide,
hvor dine Længsler flagrede saa vide.
Som Tove kom du — Solen saa du rinde
i Volmers Blik, og Nattergalen sang,
en fager Fugl sig op fra Krattet svang
og kyssede din Læbe til iblinde
du lod dig favne som hans Elskerinde.
Jeg var Kong Volmer — Konge for en Nat —-
i Læ af denne Skov, som Gud beskytte,
skal Slottet knejse i det dunkle Krat
og Taget tjældes paa min Jægerhytte
— mod Himmerig jeg vil ej Gurre bytte!