Peruanske Sange
(Yarahuis).
(Yarahuis).
I.
Jeg havde taget en lille Due til mig,
som jeg havde fravristet den grumme Falk;
dens af Blæsten forpjuskede Fjedre
havde jeg atter smukt glattet ud.
Da den begyndte at prøve de unge Svingfjedre,
fulgte mit Øje bedrøvet dens Flugt.
Blændet af Taarer tabte jeg den af Syne,
da den blandede sig i Sværmen af andre Duer.
Hvis jeg var en Sky, vilde jeg stige til Vejrs
for at skygge over den af Heden trættede Due,
hvis jeg var en Falk, vilde jeg svinge mig op
for at vente hende paa hendes Hvilested.
Maaske hun, naar jeg ventede badet i Taarer,
vilde vende tilbage til Reden!
Hav Medynk med mig, du bjærgomkransende Taage,
skjul Vejen for hende og før hende hjem til mig.
II.
Ved Bredden af Floden sidder jeg
som en blomstrende blaa Viol,
og mine Øjne ere sorte
og erobrer alle Hjerter.
Er det de sorte Øjnes Vilje,
saa røver de dit Hjerte,
og har jeg røvet dit Hjerte,
vil jeg leve lykkeligt med dig.
III.
Hendes skønne Skikkelse
er slankere end Sivet,
og Bæltet omslynger hende
som en glat Ring
og misunder hende
hendes slanke Vækst.
Hendes buttede Hænder
minder om foraarsmoden
hvid Majs
og hendes Fingre
med de lysende Negle
er aldeles fortryllende.
Hendes Øjne straaler
stærkere end Stjernerne,
saa sollys er deres Glans,
og blidt kildrede
af Øjenvipperne
smiler de til dig.
Hendes Mund ler
og ligner en Knop,
naar den brister til Blomst,
thi paa Grund af dens Sødhed
sværme Smilene
som Kolibrier om den.
IV.
Liggende langs Flodens Bred
pleje de haarde Stene
lidt efter lidt at rundes
af det forbistrømmende Vand.
Hvor er det da muligt,
at dit haarde Hjerte,
trods alle mine Taarer,
ikke bliver blødere?