Død!
nedstyrtet!
død!
et Stykke værdløst Malm, der sparkes
af Hestens Hov og Bondens
sømslagne Sko.
I Drengetrods sprang jeg nys gennem Himlene,
peb gennem Luften og Faldet var svimlende;
Maanevandet suged’ med hvide Tunger,
Stormene skreg og skar Tænder af Hunger,
da jeg fløj forbi, — Vorherre var bister,
men jeg slog med Stene og kastede Gnister.
Ild var mit Hjærte deroppe bag Skyerne,
i Flammer jeg stod, jeg fløj gennem Vuerne.
Den store Bjørn drak jeg de fleste Skaller,
han brummede lidt og slog paa sin Alder,
men jeg fløj forbi — jeg søger mod Grunden
og borer mig rallende ned i Bunden,
der ligger jeg saa og lurer og lister
til jeg kaldes til Dom med den store Frister.