I.
Tilhørerinde — du, som selv har lidt,
hvis Øre lytter villigt til min Klage,
du dømmer Verden klart og fordomsfrit,
til dig kan trøstigt jeg min Tilflugt tage.
Jeg véd, jeg ikke Mængden kan behage,
thi gennem Sorg har jeg mod Maalet stridt,
og derfor tolker Poesiens Ridt
mest Livets Kampe og dets Alvorsdage.
Den altfor dybe Vemod i min Sang
vil skræmme Mange, hvem kun Lykken tvinger,
og hvem skal give Strængen større Klang? —
Det kan kun den, som kender Hjærtets Trang,
hvis eget Hjærte som en Sangbund klinger
og hvem jeg her min Digterhyldest bringer!
II.
Tungt er mit Sind som Fyrreskovens Kroner
og fremmed for den muntre Fuglesang,
men Skoven gemmer lutter bundne Toner,
din egen Sjæl kan give Lys og Klang.
Gaa til Klaveret og spil Glæden ind,
den Fuglesang, dit eget Hjærte rummer,
og frigør Skoven for sit Drømmespind
og opvæk Tonerne af deres Slummer!
Naar Bøgeløvet visner imod Høst,
vil Fyr og Gran beholde deres Naale
og Sorg og Tungsind bygge i vort Bryst
Hjem for den Gud, der maatte Døden taale,
men lever evigt paa den lyse Kyst,
hvor Livets Sang har tusindtunget Røst.
III.
Naar over Himlen flyver Stjærneskud,
er det en Barnesjæl, vor Skaber føder:
en gylden Draabe, der fra Hjærtet bløder,
i jordisk Form forpuppes paa hans Bud.
End ser vi det fra Øjet straale ud —
i stærke Timer Hjærterne sig møder,
og dybt i Øjet funkler da og gløder
den Sjæl, som vi til Gave fik fra Gud.
Jeg genfandt Stjærnen i dit dybe Blik,
og derfor tror jeg paa dit høje Sving,
paa Sjælen, der af Gud sin Flamme fik!
Lad Lyset strømme, spred det vidt omkring
og led mig med din hvide Herskerhaand,
du Glans af Gud i jordisk Klædebon!