1.
End bruser Kilden, som en Foraarsdag
den bruste for Schack-Stafteldts Digterøre,
endnu har danske Skove Drosselslag,
og hver en Kender kan Musiken høre.
2.
Mit Hjærte græder — bange Taarer
for al den Sjælesorg, som aldrig talt,
som aldrig sunget, digtet eller malt
for evig rinder bort i mine Aarer.
3.
I mit Hjærte klinger lydt et Kildevæld —
Blink af Sol i Naaleskove flammer,
fjærne Lysning — søndagsstille Kvæld,
Fuglesang bag mørke Granestammer —
4.
Den Mand er stærk, som stoler paa sin Sag,
som gærne vilde Livet for den vove
og ikke frygter Stormens Vingeslag.
Han følger kun de evigthøje Love,
der gennem Mørket varsler ham om Dae,
som Stjærnen varsler over mørke Skove.
5.
Naar man paa Rejser ser et sjældent Syn,
fortæller man det gærne til sin Kone,
til hende plukker man ved Skovens Bryn
den første halvtudsprungne Anemone.
Men foretrækker Ærter hun og Gryn
for Primulaens hvide Blomsterkrone,
nuvel, saa maa vi skærpe hendes Syn
for hvad der kan med Livet os forsone.
6.
Juleaften.
De Hænder lege paa Orglet med Flid,
mens Julelysene tindre,
det er »gamle Hartmann« med Lokken hvid
og med evig Vaar i sit Indre.
Han spiller sin festlige Lithurgi,
der Toner mod Hvælvingen slynge —
vil Nogen vandre »Vor Frue« forbi
skal han høre Stenene synge.