Jeg ligger syg, og du er rejst herfra —
dit Billede staar forrest paa Komoden —
det vakler lidt, der er en Rift paa Foden —
ak, mange Aar er svundne siden da.
Naar fordum jeg var syg, saa skrev jeg Vers
og læste dine Breve, medens Lyset
i Stagen flammede paa kryds og tværs
— jeg elskede og digtede og nysed’.
Jeg greb dit Billed’, hvor den gule Ständer
kasted’ Reflekser som et Elskovssmil
over mit blotte Bryst og mine Hænder,
gled ud og fæsted’ som en kaad April
Solkys paa mine Læber og mit Leje. —
Nu er du død for mig, og jeg er syg
som dengang uden Trøst og uden Pleje,
— min Sjæl er tæmmet og min Tanke myg.
Mit Værelse er mørkt, fra hvert et Forhæng,
hvor tunge Skygger truende sig gemme,
en trist Erindring pusler om min Seng
og hindrer mig at sove eller glemme.