Til hver iblandt os bringer Skæbnen Bud
og tvinger os til Korsets tunge Gang;
den, som har Sorg, han har en medfødt Trang
at klynge sig til Troens Martyrskrud.
Den trætte Sjæl, hvis Farver slettes ud,
hvis Indre er en Kirke uden Sang,
for ham vil Mindets stærke Klokkeklang
ledsage Hjærtets tavse Bøn til Gud.
Thi Alle kan vi Jakobsstigen finde,
selv han, som savner Ro og Hvilested,
selv Synderen, der vandrer om iblinde —
Dér bøjer sig den Himmelfødte ned —
fra Korset rækker han de brudte Hænder
og siger mildt: Kom, lad os være Venner!