Julen 1896.
Hjærte har du og Forstand,
Fantasiens Underland
breder sig for dine Blikke,
ellers havde du vel ikke
Ævnen til at gøre glad!
Ævnen til at gøre glad
ved et skælmsk, jeg véd ej hvad,
Lykke, som i Hjærtet hviler
og som vaagner, naar du smiler,
kære, lille søde Mo’r!
Kære, lille søde Mo’r!
hvergang du i Latter brister
— og naar dine Øjne glipper —
fra de mørke Øjenvipper
flyver lutter gyldne Gnister!