Naar for Høstvindens iskolde Finger
de sidste Blade paa Træerne dødes,
føler jeg dig vaagne og genfødes
under Smerter, som borer og stinger,
du mit Hjerte, du levende Flamme,
du, som er mit Livs Krematorium!
Ved de døende Emmer af Ild, som svinder,
vil jeg præge i dig mit særlige Stempel,
jeg gaar ind under Nattens kuplede Tempel
og begraver dig i et Sølvskrin af Minder,
du mit Hjerte, du levende Flamme,
du, som er mit Livs Krematorium.