Fejlslagne Haab gør Sjælen syg og mat —
forventningsfuld den stirrer i sin Kvide
mod Dagens Lys bag Nattens skumle Krat,
den længes efter Sol fra Østerlide;
ret som et Flus, der, øde og forladt,
er vendt mod Øst med faldefærdig Side,
og det er koldt, og det er længe Nat,
og Frostens Blomster over Ruden skride.
Da stiger Solen bag de sorte Træ’r,
den flammer op mod Skyen som en Jættes
uhyre Baal mod Mulmets Troldehær.
Isblomsten taaler ikke Solens Skær,
den smælter bort og glider ud og slettes,
naar Solen stiger — Dagen rykker nær!