Venusspejlet
(Fantasi over et Billede af Burne-Jones.)
(Fantasi over et Billede af Burne-Jones.)
Hesperien, hvis Haver er berømte,
har fagre Lunde, skyggefulde Gange,
hvor glade Kvinder gaa med gyldne Spange
og dybe Blik, som om de stadig drømte.
I denne Have, skønnere end andre,
er der en Sø, hvis Spejl har ofte trukket
med mystisk Magt og i sin Flade drukket
de fagre Træk af Kvinderne, der vandre.
Paa Søen sejler Skovens faldne Blade,
den kaldes Venusspejlet og den truer
med Pest og Undergang, hver der beskuer
sit eget Billed i dens blanke Flade.
Ved Bredden ses et dyrket Bed af Liljer,
der vugger sig som hvide Kvindebarme,
en Skare unge Kvinder, vege Viljer,
hvis Længslers Maal er Mandens stærke Arme.
De var en Gang som hine unge Kvinder,
vi nylig saa i Havens dunkle Gange;
men bidte af Forfængeligheds Slange
dem nu en Trolddom fast til Bredden binder.
De kom herhid med deres vege Viljer
og bøjed deres Hoved dybt og spejled
sig i det blanke Vand, hvor Skyer sejled,
da stivned de og bleve kun til Liljer.
Thi Hjærtet brast og dræbte deres Sanser,
— der stiger Dunst fra Søens stille Vande,
og op og ned i store Krese danser
en Skare Myg langs Breddens Ukrudtsrande.
Højest en Lilje ranked sig mod Solen,
saa hvidt var Bægret som en Jomfrustrube;
der byggede en Edderkop sin Grube
og spandt sit Væv henover Silkekjolen.
Da sænked den sit Hoved ned og spejled
sig i det dybe Vand, hvor Skyer sejled,
der hang et Sørgeslør om Blomstens Pande,
et visnet Hoved over Spejlets Vande.