Enhver, som en Aften silde
vil sætte sig ret til Ro,
kan høre Minderne spille
bag Drømmenes Elverbro.
Hvor fagert er ikke det Eje,
Enhver fik i Barmen gemt,
af Toner fra Livets Veje,
af tusinde Klokkeklemt.
Det kendes som Kys af den Kvinde,
der om os sit Guldhaar slog,
som løste alle de blinde
Længsler, der gennem os drog.
Det kalder med hundrede Røster,
og klinger med hundrede Svar,
og gør, naar Dagene høster,
os Verden saa lysende klar.
Thi fagert er det at tænke
paa alle de Timer, som randt,
paa hver en Uvidenheds Lænke,
der gled af vor Sjæl og forsvandt.