Han lyste af Begejstring for den rene,
den skønne Kunst, han gav med Løvemod;
thi sydlandsk hæftigt brændte i hans Blod
en Ild, der flammede for Skønhed ene.
Og hvad man vil om Borgerfyrsten mene
storsindet var han — han var ogsaa god,
han havde Hjerte, Danmarks Folk forstod
han bød dem Frugter af sit Livstræs Grene.
Snart er hans Lig i Marmor krystet ind,
da hviler han i Kunstens Moderfavn;
men Mindet lever om hans Borgersind,
der hos os alle efterlader Savn:
Den store Borger, der af Ildhu brænder
og øser Guldet ud med begge Hænder.