Du er det brusende Vandfald,
Tidens mangfoldige Røster
toner igennem din Sang,
altid begejstret og stærk,
vi er de svagere Kilder,
der i de afsides Skove
hulkende baner sig Vej
gennem det faldende Løv.
Skyerne fare paa Himlen,
Dagen og Nætterne veksle,
Solglans og skiftende Skyer
stedse forskønner dit Værk;
medens Fjeldenes Sider
kaster det kogende Vand,
staar en Kaskade af Perler
ud fra det bristende Skum.
Det er de livfyldte Sange,
tusinde Slægter har følt dem,
Skjaldene finde det Ord,
der fører dem frem paa vor Læbe;
Du, som i Aarenes Kredsløb
stedse har været det samme
Vandfald fra Tidernes Morgen,
tag mod vor Hilsen og Tak!
9. Oktbr. 1906.