Den hvide Blomst
fra Mosebund
har silkefine Blade,
den aabner sig
hver Morgenstund
paa Søens blanke Flade.
Da vaagner Fugl,
da skælver Løv,
mit eget Hjerte skælver,
der hviler Dugg
paa Vejens Støv
og Himlen blaa sig hvælver.
Thi Blomsten sang,
den sang saa tyst
om Elskovs Fryd og Kvide,
jeg syntes, at
mit Sind blev lyst,
og alle Tanker hvide.
Det skylder jeg
den stille Sang,
der steg fra Blomstens Bæger,
det er fordi
dens Stemmeklang
som Bølgeslag bevæger.