Der er en Rose, i hvis blide Smil
min Sjæl forfriskes baade Dag og Nat;
thi den er torneløs og Amors Pil
har knapt et Mærke paa dens Blade sat.
Ja, var jeg sort som Englen Israfil,
der bærer os fra Livets Tornekrat,
blev i dens Blomsterfavn min Sorg forladt,
før selv jeg bares bort til Dødens Hvil.
Min Sarons Rose — Elskovs kælne Gud
har vugget dig til Hvile ved mit Bryst,
saa hvil da ud ved Søvnens tavse Kyst,
mens dine Blomsterblade skælve tyst
— med Bud fra Barnet og den fjerne Strand,
fra Fantasiens halvvejs glemte Land.