I.
Mellem Huse, graa af Ælde,
i den grimme, gamle By,
dér, hvor Menneskene trælle,
og hvor Livets Glæder fly,
kan man finde som paa Dril
over Gaden, i en Smøge —
muntre Børn, som le eg støje
under Lirekassens Spil.
Disse Børn, mest Piger smaa
— fem til tolv er deres Alder
danser alle, let paa Taa,
og i Dansen nogle falder,
Haaret kriller deres Hals,
mens de til Tyrolervals
løber frem i lange Rader
— danser i de triste Gader.
Alle smiler saa fornøjet,
svinger livligt sig omkring,
vender sig med raske Sving
— dygtig slidt er Shirtingstøjet,
men de er saa gode Venner
og der kommer fler og fler,
hopper, springer, synger, lér,
griber i hinandens Hænder.
Tvende Børn med Smil i Øjet
— bare Arme, snavset Hals —
bær til Spillemandens Vals
Ho’det flot tilbagebøjet.
Vinden blæser, det er koldt,
lidet Børnene det sanser,
Drengen spiller lystigt Boldt,
Pigen bare danser, danser.
Børn sig altid bør fornøje,
naar Musiken kun er flot,
og naar Spillemanden blot
vil med Dansene dem føje.
II.
Naar jeg nedad Gaden gaar,
— tidlig Morgen, sent paa Kvælden,
Foraar eller Efteraar —
ser jeg i sit Træskur Ellen.
Armod kender hun og Sorgen —
hun er ugift, uden Slægt,
lever i Guds Varetægt
— fra idag og til imorgen.
Skikkelsen er lang og smal,
Ho’det i en gammel Kyse.
Ingen køber — alle skal
heller hjem end staa og fryse.
Da idag jeg gaar forbi
— det er Regnvejr, ud paa Kvælden,
sølet som en Grisesti —
ser jeg i sit Træskur Ellen.
I sit snævre Indelukke
bag en Trævæg, grøn af Fugt,
sidder hun og sælger Frugt
— kæler for en pyntet Dukke.
Kysser Dukkens Øjne klare
og det røde Læbepar,
mens hun hvisker: Gud bevare
hver, som ingen Slægtning har.