Mit Indre rummer Takkens Flod,
den har saa dybe Strømme,
dens Troskab ydmygt for din Fod
som blaa Violer svømme.
Der blinker Dugg, der kvidrer Stær
i hvalte Lønnekupler,
og i det friske Solskinsvejr
min Fod ej længer snubler.
Det volder, at i Glans jeg saa
langs alle mine Veje
en Solgudinde for mig staa,
der fik min Sjæl i Eje.
Og derfor strømmer Takkens Flod
med Solguld over Bølge,
og derfor drages jeg imod
og maa dig trofast følge.
Ret aldrig glemmer jeg den Stund,
du gav mig af dit Hjerte
den Drik, der gjorde Sjælen sund,
skønt den blev karsk af Smerte.