Jeg gik derud en Dag, da jeg var syg,
først kom en øde Strækning — Mørke
til begge Sider og Vejen næsten lysræd
— saa nogle golde Jordhegn og et Krat
af purret Eg, der vekslede med Gran.
Fjorgammelt Løv for mine Fodtrin knaste,
til alle Sider saa jeg Grene sno sig
og hørte stærke Stammer skure
med hemmelige Lyd af vaagen Kummer
aldrig stanset Graad — —
Hvor var der sørgeligt, paa fjærne Steder
sank Solen døende, dens røde Øje
lyste bag Fyrretræerne og stirrede i Feber
paa Ukrudtsplanter og paa sære Urter,
hvis Knopper hang pludskævede —
Vort Venskabs Grav! — der vokser onde Blomster
i Slægt med Berberisser og Jasmin,
der dufte sødt og giftigt — sorte Valmuer
med gule Bægre, hvide Svøb og Blade
hvis Dug er sort som Blod. — —