Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

Hvad er det for et Lys, der funkler frem

bag Solfaldsskyens Rand, en enlig Stjærne,

der vender sig og kigger som en Tærne,

der just har fulgt sin Herskerinde hjem?

Hvad søger du, du smaa Budbringerske,

hvor Skoven duver langs de flade Sletter?

Hvad søger du min Natbetvingerske,

naar Jorden dufter i de tavse Nætter?

Hvad søger du langs Himmelhavets Bølger?

Men sé — bag Bjærgene du dukker ned,

du smiler taarespændt, dit Blik mig følger

og synes slukne uden Maal og Med.

Naar du min Stjærne stiger over Fjæld

som en Sølvperle spildt paa Nattens Kaabe,

sig hører du da i den tavse Kvæld

vel Landsbykvæget i det Fjærne raabe?

Og rejser selv du til et dunkelt Vand,

hvor du kan bo blandt Siv, der sveje,

hvor Amoriner lege langs dets Strand,

og Havets Gud vil rede selv dit Leje.-

Ak, dersom du maa dø, du skønne Stjærne,

og har du Haarets Gyldenlok begravet

saa dvæl endnu en Stund og fra det Fjærne

send os et Blik, der lyser over Havet.