Hvid falder Sneen, hvid og tæt,
og gennem hver en Taagerift
staar som en dunkel Kileskrift
de nære Skoves Grenenæt.
Vildsomt gaar Vejen ind og ud,
for Foden knirker Sneen haardt,
Sne dækker Granens unge Skud. —
Dæk ogsaa mig og gem mig bort
som Ræven og den hvide Hjort.