Rundt om mig kvidre tusind Fuglestemmer
og Løvet knitrer, svulmende af Liv,
og dog min Sjæl i Ensomhed sig græmmer
og ingen Vaar tilraaber mig sit: Bliv!
Du hvide Ahorn i den muntre Vaar,
du blege Sne med saftiggrønne Skud,
du er som jeg, dit Plantehjærte slaar
tungsindigt i sit vinterhvide Skrud.
Som friske Æbleblomster gynge dine Grene,
i Afstand set et Blomsterparadis,
ses nærved disse blomstertunge Grene,
saa skifter Billedet paa sælsom Vis.
Mens Solens Lys i Bøgene sig bader,
daler den hvide Ahorns blege Sne
fra Grenene i brusende Kaskader,
den hvide Ahorn med den blege Sne!
Og dog vil Høsten spragle disse Blade,
en nyskabt Skønhed smykke Plantens Liv;
smyk mig som dette Træs Dryade,
skænk ogsaa mig Forjættelsernes: Bliv!