Lad mig ikke glemme at synge,
lad mig synge en Sang om Duggen,
om Duggen, som daler hver Morgen,
Daggryets glimtende Dugg!
Mod Aften sig bøjer hvert Græsstraa,
det bøjer sig tungt og længe,
naar Solen danser i Enge,
saa dirrer hvert Straa af Dugg!
Du Dugg, som danser i Solen,
er ren og skær som en Kvinde,
den eneste Kvinde, jeg véd;
som en Duggdraabe daler i Natten
et drømmende Æventyr er hun,
hendes Indre — et lysende Væld!