To Bølger gled paa Langfart ud,
den ene sank, den anden steg,
den ene var den andens Brud
og Solen lo til deres Leg.
To Bølger over Havet brød
den ene barsk, den anden veg,
den ene voldte mangen Nød,
den anden stilned’, hvor det skreg.
To Bølger løb mod Stranden ind
den ene op, den anden ned,
tilsidst de mødtes i et Spind
og skiltes ad — saavidt jeg véd.