Farvel du Sted, som jeg har kær,
hvor sene Nætters Dæmringsskær
paa Murfagaden falder;
et enkelt Vindve lyser der,
en Skygge træder Ruden, nær,
hvem er det dog, der kalder!
*
du Sted, som jeg har længst forladt,
hvor høje Poplers dunkle Skygge
forlængede den tavse Nat,
hvor Solens første Straaler faldt,
og hvor mit Hjærte har fortalt
sin Saga’s hemmelige Lykke.
*
Farvel du Sted, som jeg har kær,
hvor Dagen som et Dæmringsskær
blandt Poppelløvet falder;
det knager i de gamle Trær,
der kastes Skygger her og der,
Farvel du Sted, jeg har haft kær.