Tiden, der flyver som Pilen,
rammer med Brodden os alle,
ene den skabende Kunst
vil Zeus til Elysion kalde.
Forrest i Kunstnernes Skare,
forud for alle Europas,
gaar den helleniske Kunst
— Praksiteles, Myron og Skopas.
Saa kommer Rembrandt fra Rhinen,
Raphael, Goethe og Heine,
hele den herlige Kreds
fra Jordens forskellige Egne,
Kina’s Thu-fu, Wu-tao-tse,
Lao-tse og Li-tai-pé,
Beethoven, Handel og Bach
vandrer syngende frem alle tre.
Thi de foryngede er og
ingen ser ud til at skrante,
Schumann og Schubert jeg ser,
Petrarca, Boccaccio og Dante,
Thorvaldsen, Jerichau, Marstrand,
Andersen, Ørsted, Zoëga,
Aarestrup og Schack-Staffeldt,
Camoens og Lope de Vega.
Saligt det er, naar i Fællig
de til Elysion drage,
der har ej Dagene Kval
og Nætterne kender ej Klage.
Lydisk, æolisk og dorisk
— vekslende Tonarters Klang —
fylder det lysende Rum
— det er Sfærernes evige Sang.