Hvor herligt kunde Viddets Gratie spille
paa dine Læber i en kaad Tagfat,
mens dine Øjne lyste mildt og stille,
som Stjerner tindre i en nordisk Nat;
nu har du os for sidste Gang forladt,
har fundet Hvile ved Musikens Kilde,
der springer frem i Læ af purlet Krat,
hvorfra man hører Filomeles Trille.
Dit Liv var Kamp, en Kunstners tunge Strid
mod hjemligt Avind og mod indre Splid,
der skærer gennem Sjælen som en Fos.
Dog vidste alle, at din Sjæl var hvid,
thi som Kærminder voksed imod os
de milde Blikke — ej den haarde Trods.