Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

Mod Øst, hvor Floden baner sig

sit Løb langs Stadens Mure,

hvor tækt med Skov en Klippevej

har draget dybt sin Fure,

hvor Byens Port har Grænse sat,

jeg øjner til min Kvide

hint Sted, hvor, ene og forladt,

du skal mod Norden ride.

Dit Sind er let, som Skyen ungt

det længes mod det fjerne,

men Vennens Hjerte synker tungt

som Fald af Dagens Stjerne.

Med højlydt Vrinsken vil din Hest

mig Afskedshilsen bringe

— et Haandtryk end, før Livets Blæst

os fra hverandre tvinge!