Den hvide Engel, som hver Nat mig følger,
nymaanesvøbt, langs Strandalleens Gange,
har kolde Smil og ingen glade Sange,
kun Tungsind hendes blege Kjortel dølger.
Lig kvalte Suk fra ubekendte Lande
bryder sig Havet her i brede Bølger
og medens Blikket Ljærnets Linje følger,
blinker Signalblus bag de blaagraa Vande.
Er det en Trøst, som Himlen mig forjætter,
en Stjærne som fra Evigheden kalder
og gyldne Blomster for min Tanke fletter?
Eller har Sorgens Engel ingen Alder,
men vandrer over maanelyse Sletter
med evig Dugg af blinkende Krystaller?