Aftenens Brise leger nu ved Stranden,
og Havets melankolske Orgelbas
ledsager Luftens sprøde Klang af Glas,
som om den ene svarede den anden.
Som Orgelpunkt maa med din Tale følge
mit Suk, der stiger til et Vemodsanfald;
da hulker gennem Sjælen som et Vandfald
den strømmende, den dybe Brydningsbølge;
og mens din Stemme gennem Natten klinger,
og mens det hvisker tyst fra alle Kroge,
er det, som Klokker i det Fjærne ringer;
og over Bølgekammens hvide Snoge
staar Venus som en Engel uden Vinger
med kloge Blik og Bryster som en Maage.