Solblomsten
efter
efter
E. Geibel.
E. Geibel.
Roser! hvis brusende Fejen
hidlokker Vandrerens Blikke,
jeg er en Solblomst ved Vejen,
og jeg misunder jer ikke
de Sommerfugle, der flagre,
og Sangerne fra det fjerne,
Menneskers Ros den fagre,
den under jeg Eder gærne.
Thi intet kan mig fornøje
som Himmelens Dugg at tømme,
vendt mod min Elskedes Øje,
hvis Straaler imod mig strømme.
Mod Solens Yngling jeg vender
mit Aasyn tidlig og silde,
og frydes, naar Lyset tænder
sin Glans i hans Øjne milde.
Han er og bliver den samme,
den eneste jeg maa ære,
til han med en hellig Flamme
tilsidst vil mig helt fortære.
O sig, kan en Skæbne jeg møde,
og har i en Vin at drikke
fager som den at forbløde
blidt for den Elskedes Blikke.
Derfor, I Roser, hvis Fejen
og Pragt er jert største Smykke,
jeg er en Solblomst ved Vejen,
og jeg er salig af Lykke.