Ved det nye Aarhundredes Komme
(Frit efter Fr. v. Schiller.)
(Frit efter Fr. v. Schiller.)
Ædle Ven, hvor aabner sig for Freden,
hvor for Friheden et Tilflugtssted,
Seklet i en Storm er vandret heden,
og det nye varsler ej om Fred.
Krigens Rasen selv ej Havet tæmmer,
ikke Rhinens eller Nilens Gud,
Landegrænserne er sprængte Lemmer,
Verden stønner i sit Krigerskrud.
Tvende mægtige Nationer kæmper,
Kamp for Fred med Kugler og med Krudt,
Broderen sin Broder forulemper,
trælker ham med Svøber og med Knut.
Hvert et Land maa Krigen Offer bringe
Gods og Guld i overflødigt Maal
Franken støder med sin stærke Klinge
til Retfærdighedens fine Skaal.
Handelsflaaden med den stolte Britte
tusindvinget over Havet fløj,
Tronen for den frie Amfitrite
sværtedes af Kul og Dampskibsrøg.
Op mod Polens aldrig sete Stjerne
Engelskmandens stolte Blikke fo’r,
nye Riger øj ner han og fjærne
Kyster — kun ej Paradisets Jord.
Ak, forgæves vi paa Kortet staver,
søger Vejen til hint Underland,
hvor vor Friheds evigtgrønne Haver
blomstrede langs Kystens hvide Sand.
Verden strækker sig foruden Grænser,
selv vor Skibsfart maaler ej dens Rund,
men hvor langt dit Skib for Stormen lænser,
finder du ej Lykkens fagre Lund.
Ind i Hjertets helligttavse Krypter
maa du flygte med din Kunstnertrang,
Frihed findes kun i Drømmens Dybder,
og det Skønne blomstrer kun i Sang.