Hvergang jeg min Sjælefred har forsømt
og maa en Kirkegang træde,
jeg bider, idet jeg kysser det ømt,
en Perle af Helgenens Klæde.
Hvergang jeg træder i Kirken ind,
den Kirke, som du har mig bygt,
jeg raner et Kys fra din hvide Kind,
som du bøjer imod mig trygt.
Hvergang jeg tørster mod Altervin
og kommer sagtmodig tilfods,
plukker jeg Læbernes røde Rubin
og bider dit Øre tilblods.
Jeg tager med mig dit Øjes Agat,
dine Tænders Emaljeglans,
glæder mig over hver lille Sirat,
der blænder min Skønhedssans.
Jeg fejer tilside dit Helgensjal,
dit flyvende Gyldenlin,
jeg kysser hver Haarkrølles Guldspiral,
dit Smilehuls Kerubin.
Jeg tager det med og kysser det mat,
til selv jeg er rolig og kold;
da staar der en blinkende Stjernenat
i min Hjærnes inderste Fold.
Hvergang jeg min Sjælefred har forsømt
og maa en Kirkegang træde,
jeg bider, idet jeg kysser det ømt,
en Perle af Helgenens Klæde.