I.
Nat over Engene hviler,
dunkel og dræbende Nat,
langs Horizonten iler
Skyer som glødende Vat;
Blink som af flammende Lanser
brydes i Søernes Spejl,
bort gennem Skyerne danser
Maanens blinkende Segl.
Ild over Vejene farer,
brændende, lysende Damp,
— frigjorte Menneskeskarer,
lutret i Sjælekamp. —
Nattoget blinker og bruser
— et Nu, saa er det forbi —
bort gennem Mørket, der suser,
snor sig en lønlig Sti.
En Mand og en Kvinde følger
Gangstiens bugtede Bro
— o! brusende Foraarsbølger,
Kærtegn og Kys mellem to!
II.
Ild er den Stjærne, som brænder
bag Østerlandenes Kyst,
Ild er den Guddom, der tænder
sin Glød i hvert Menneskebryst.
Ild er den Længsel, som drømmer
i dig usynlig og fin,
Ild er min Tale, som strømmer
over din Læbes Rubin.
Hed er den Taare, som hindrer,
at Læberne giver Svar,
Ild er den Stjærne, som tindrer
bag Øjets duggede Giar.
Kysset, du gav mig, beruser
— Læben var fugtig og varm,
sejerrigt Blodet bruser
gennem min bøjede Arm.