Jeg søgte Plads hos Døden i hans Have
i et Bénradehus, midt paa et Land,
hvor kun Skarntyder gro og Ulvetand,
og hvor i Dybets Trægaard Orme gnave.
Sygdom og Sot sneg af hans sorte Klæder,
som røgtung Aande fra hans gule Sjæl
— som irret Kobber smagte Luften selv —
hans Tale hulked, som en Tudse græder.
Og mens det susede i Orglets Fælge,
hvis Taster Ingen rørte, bad han kærligt
mig træde Gænger i dets Blæsebælge.
Han bød mig se mig om og svare ærligt,
om heller jeg en anden Stilling vilde vælge,
men, sagde han, husk Livet er besværligt.