Hun gav Andre Glæde,
hvor hun traadte ind
med en Gang saa rhytmisk
som et Kunstnersind.
Greb hun Violinen,
lytted vi dertil,
Skæmt og Alvor skifted
— det var klassisk Spil.
At hun var saa ene,
vidste Andre ej;
thi hun spredte Solskin
over deres Vej.
Hendes Latter var jo
kvidrende og ung,
og nu viger Glæden
for en Sorg saa tung.
Tunge Sorger følge
hendes Tonespil,
nu da vi maa mindes,
at hun ej er til.
Hvem forstod, at Sorgen
sprængte hendes Aand,
før hun gav sig Døden
for sin egen Haand.