1.
Smiler tvende Øjne
og en Rosenmund
er mit Mismod svundet
i den samme Stund.
Smilet er som Soldrys
i den friske Vaar,
og din Mund er Blomster
der i Solen staar.
2.
I den gyldne Hvede
høje Bølger gaar,
blaa og røde Blomster
midt i Kornet staar.
I den gyldne Hvede
høje Bølger gaar,
tvende unge Piger
gennem Kornet gaar.
Blaa og røde Sløjfer
i det gyldne Haar,
der, som moden Hvede,
dem til Hoften naar.
Blaa og røde Sløjfer
i det gyldne Haar,
tvende unge Piger
gennem Kornet gaar.