I
Stille, Hjerte, stille,
stans nu dine Slag.
være er at ville
i hvert Aandedrag.
Mangt et Haab maa briste,
før det bliver Dag,
skal vort Liv vi miste,
sejrer dog vor Sag!
II
Hans Hoved var det klareste,
og Hjertet det var godt,
der laa en kærlig Tanke
bag den haardeste Spot.
Hans Vilje var den rankeste,
vi nogentid har haft,
indtil i Dødens Mørke
den tabte sin Kraft.
Hans Øjne var de skønneste,
vi nogensinde saa,
deres Smil var som Solglimt
paa en sommerblaa Aa.
III
Skarpskytte var han — Jægersmand,
der beded kun det ædle Vildt,
han havde altfor klar Forstand
til at se Krudtet ødt og spildt.
Han var en Seer; men han saa
fra første Færd sin Handlingspligt,
den Skabertrang, der i ham laa,
blev aldrig omsat til et Digt.
Vi elskede hans danske Maal,
det lune Vid, den skælmske Spot,
og Ironiens blanke Staal,
der formed Brynjen om vor Drot.
Skarpskytte, Seer og Profet,
dit Liv er endt, dit Hjerte brast;
men Folket har din Troskab sét
og holder Sejrens Fane fast.