Til Eva Friis-Nybo,
d. 12/10 1901.
Aldrig saa jeg saa fager en Mø
som Toveliden, der sover,
hvid hun er som den hvide Sø,
naar Maanen lyser derover.
Slottet knejser bag Skovens Gem,
i Søen begge sig spejle,
nu rap dig, Ganger, bær mig hjem,
mig længes til Tove at bejle!
Minde jeg vil for den Jomfrukind
alt udi de grønne Lunde,
bryde gennem Kratskoven ind
at læge mit Hjertes Vunde.
Der kvidrer Stillids, der kukker Gøg,
vil mig paa Vildspor vel lede,
nu vogt dig Ugle og va’r dig Høg,
at ikke jeg slaar din Rede!